| forside bøger andre udgivelser anmeldelser foredrag biografi links kontakt | ||||||||
![]() |
Anmeldelser af | ![]() |
||||||
|
Taber-nabo og andre forvandlingsnoveller Dorthe de Neergaard er middagsbordets røntgenfotograf. Uha! ’Fedtlavinen’ fortæller syrede scener fra et familieliv. Hun udvider begrebet piercing.
Med eller uden bryster er en intens og knugende historie om hvordan det er, når man har svært ved at erkende, eller acceptere, at man er den man er. Med eller uden.
Det er en fin og klog lille roman, som piger vil elske, og som drenge burde læse for at blive klogere på piger og sig selv!
Nogle bøger bliver i læserens bevidsthed, længe efter at de er læst, fordi det indtryk, de har efterladt, er så stærkt, at det ikke lader sig ryste af. Dette er tilfældet med "To ting man aldrig kan vide". I syv noveller lader de Neergaard læseren se gennem barnets øjne; se ting, der er grusomme, ubegribelige og hjerteskærende. Barnets hjælpeløshed, i en verden hvor livet er noget, man udsættes for, er i centrum og formidles formidabelt og yderst troværdigt.
Maria Erikssen Britt, Børnebøger
Det gør lidt ondt at læse de her historier. De er rigtig godt skrevne, men de går lige ind til benet. Man kan se det for sig, det meste af det der sker - eller antydes i novellerne. Børn og unges verden, som de voksne ikke altid indvies i, men som de dog alligevel har så stor indflydelse på. Med det barske indhold er det ikke en bog, man giver hvem som helst. Den forudsætter en vis modenhed af modtageren. Jeg tror, den vil egne sig godt i undervisningssammenhæng, hvor man kan snakke og fordøje historierne i fællesskab.
Lyt til anmeldelsen af Eventuelle pårørende på DR P4
Dorthe de Neergaard tegner et både skræmmende og præcist billede af en skæbne, som udadtil holder facaden, men som indvendig er gået helt i stykker. Det er flot lavet, men det er barsk læsning. Men selvom "Eventuelle pårørende" ikke er en roman, man ler højt over, så er det en roman, som fortjener at blive læst. For i alt sin barskhed er den velskrevet og vedkommende, og det er vigtigere end at sidde og klaske sig på lårene af grin.
Leonora Christina Skov, Weekendavisen
Hans Fl. Kragh, Ekstra Bladet
Dorthe de Neergaard har sans for detaljen i sine personbeskrivelser, og hun er ikke bange for at udlevere sine hovedaktører. Hovedpersonen er et menneske, man bestemt ikke selv har lyst til at stifte bekendtskab med. Og alligevel kan man ikke undgå at blive berørt af portrættet af den grå Helle, som er mærket af et voldsomt omsorgssvigt i barndommen. Jeg kunne godt forestille mig Eventuelle pårørende filmatiseret fx af Lone Scherfig, som instruerede Italiensk for begyndere. Den har lidt af samme tragi-komiske stemning.
Heidi Korsgaard, Psykologi
Det er ikke nogen munter historie det her, men der fortælles med en stærkt underspillet galgenhumoristisk tone ikke mindst i historien om de døde fugle i fryseren. Det er svært ikke at lade sig gribe af det enkle og stærke sprog. Gennem en række skildringer af ensomheden i de forskellige former, som den opleves af Helles borgere, og gennem hendes egen historie, vises, hvordan man kan blive skruet ned i isolation ude af stand til at tale med selv de nærmeste pårørende, og at det netop er deraf den store ensomhed kommer. Mødet i hjemmehjælpergruppen og arbejdet med de gamle er ganske fængslende fortalt, men den underliggende historie, som oprulles lidt efter lidt, er grum og giver anledning til at huske på, at alle børn er alles børn. Det moderne menneskes ensomhed er temaet i Dorthe de Neergaards debutroman for voksne. Og det er en ensomhed, der er så ubodelig og altgennemtrængende, at man rystes. (...) Stramt og konsekvent opbygger de Neergaard et univers af tristhed, der bliver næsten klaustrofobisk. Det er synd for menneskene. Fortællingen er i sandhed besynderlig, men Dorthe de Neergaard formår med sit fine sprog og sin sikre tone at trække læseren ind i Helles mærkelige og skæve verden. Det er en uhyggelig og rystende roman, skarpt ciseleret og medrivende fortalt. Dorthe de Neergaard fortæller i et poetisk, mættet sprog, som stiller uhyggen til skue på en syrlig og uforløst måde. Bedre bliver det ikke af Els Cools’ store grove billeder, der til overflod leger videre med angsten … Det er godt lavet. Politiken To knapper i hånden er krasse sager, der dygtigt om end lige lovligt kalkuleret leger med angstens fremtrædelsesformer, forlænget ud i Els Cools’ gysfastholdende illustrationer, som med en tottet, realitetsforvridende penselføring sætter farver og tekstur på det tilknappede vanvid. Information Bogen er en anderledes børnebog, der forsøger at bryde med de gængse konventioner. Både billederne og teksten kræver et større abstraktionsniveau, end der normalt forventes af børn i aldersgruppen. Berlingske Tidende Noget så aparte som en billedbogsgyser for børn og den er ikke engang pædagogisk forklarende eller specielt let tilgængelig. Den er udfordrende og skide uhyggelig. Sådan! De Bergske Blade Det er en fryd at sidde med noget i hænderne, der er så anderledes, og som det er svært at vide, hvad man skal mene om: lad det være en anbefaling! Stemningen er dramatisk og uhyggelig, så man kunne gå ud fra, at dens indhold ikke er bestemt for børn og andre sarte sjæle. Men det er lige netop, hvad To knapper i hånden er noget så sjældent som en gyser i børnebogsformat Frederiksborg Amts Avis Det er barskt og ligefremt. Surrealistisk. Som børns eget univers ofte er det, når det ikke spejles af de voksne. Fyens Stiftstidende Modsætningerne bøjes med ynde i en historie, der ved nærmere eftertanke handler om barske ting, men alligevel fortælles med tør lune og sans for, at børn ikke bærer nag. Politiken En dreng har hovedrollen i Alice de Champfleurys meget vellykkede Campingvognen, hvor den raske og oprørske Lasse af sine uforstående forældre holdes indespærret i et lummert rum. Filmens styrke ligger på én gang i den vittige karikatur og de symbolske seksuelle undertoner. Politiken Pigen på toppen af gårdmælken, malket på gården ved kirken tegnet af Els Cools til Dorthe de Neergaards lyriske mælke-mini-novelle. Information |
||||||||