Ned i novellen

Ned i novellen, antologi, af Mette B. Westergaard og Kurt Thybo, Dansklærerforeningens Forlag, 2011

 

Ned i novellen er et nytænkende grundbogsmateriale til litteraturundervisningen i 8.-9. klasse og består af grundbog, antologi, elevens notatbladssamling og lærervejledning.

Uddrag fra novellen To ting man aldrig kan vide

Jeg ligger her og efterligner mig selv. Jeg lytter til mig selv, mit åndedræt for eksempel. Jeg prøver at få det til at lyde, som når jeg sover. Jeg tror, jeg lyder tung og rolig, jeg puster nok lidt, bare ind imellem, jeg vil helst ikke snorke eller fløjte. Men jeg kan jo ikke vide det. Det er den ene af de to ting, man aldrig kommer til at vide om sig selv. Hvordan man er når man sover.

Med Rune er det lige sådan. Altså det med at erfterligne sig selv. Det er meget nemt at høre. Han lyder helt forkert. Han sover ikke. Måske forsøger han at lyde som mig? Jeg kender ham bedre, end han selv gør. Jeg ved for eksempel, hvordan han trækker vejret, når han sover. Det ved han ikke selv. Rune er meget stille. På en måde alt for stille. Der er næsten ingen lyd i ham.
Det er tydeligt. Han ligger der og vil have, at jeg skal tro, han sover. Han vil have, at jeg bliver træt og falder i søvn. Så han kan græde i fred. Derfor. Og derfor holder jeg mig vågen. For at han ikke skal græde. Det er en af mine måder at trøste på. Efter det med far.